skip to Main Content

1997 – 2017: 20 års jubilæum! Det skal da fejres!

Ollerup Efterskole fejrede i denne weekend sit 20 års jubilæum med stil. Vi indviede vores nye koncerthus. Bedre jubilæumsgave til en musikefterskole kan man næppe ønske sig. Vores nye koncertsal hedder “Koncerten” og den lyse foyer hedder “Flyglet”; godt i tråd med skolens øvrige lokale-navne (Operaen, Harmonien, Kadencen osv.). Med overskriften “Ringe i vandet”, blev Koncerten indviet med netop det, som efterskolen håber på kan ske i løbet af et efterskoleår. Det lille indspark, den store inspiration, der gør at man går ud i livet med en tro på sig selv og sine egne evner, en ny kreativitet, en portion humor og et sigte mod at ville omverden det bedste. Derfor var det en kæmpe fornøjelse at opleve hvordan de tidligere elever nu igen stod på Ollerup Efterskole og tryllebandt forsamlingen med musik, jonglering, skarp satire og opera – og ikke mindst et dobbelt fælleskor som satte hele lokalet i svingninger. Der var smukke taler og rosende ord – og Koncerten fortjener det da også fuldt ud; det er smuk og meget vellydende gave vi har givet os selv. Nu glæder vi os bare til at komme igang med at bruge den.

Back To Top