logind
Selvevaluering

Selvevaluering 2010/2011 - Ollerup Efterskole og IT.

Årets selvevaluering på Ollerup efterskole har taget udgangspunkt i værdigrundlagets pasus om, at vi vil være en nutidig skole i et nutidigt skolemiljø..

Da vi i løbet af de senest par år har taget IT ind som en naturlig del af vores hverdag, har vi fundet det interessant at undersøge elevernes og de ansattes forhold til denne del af det nutidige.

Elever har i slutningen af april udfyldt et spørgeskema, som undersøger deres forhold til og oplevelser med IT på skolen.

Personalegruppen har i midten af juni udfyldt et lignende spørgeskema, dog indeholdende andre spørgsmål, som minder om elevernes, men dog er tilpasset de særlige forhold, der er for ansatte.

Værdigrundlag:

  • Musikglæden er i centrum i et nutidigt skolemiljø, som tager afsæt i den danske efterskoletradition og det Grundtvig-Koldske skolesyn.
  • Det personlige nærvær er kerneenergien i det samspil mellem fællesskab og individualitet, som styrker og udvikler den enkeltes personlighed – herunder evnen til at indgå i fællesskaber.
  • Samværet bygger på tillid, ansvar og aktiv deltagelse i efterskolelivet samt fagligt engagement og interesse for sang og musik.

Eleverne

Egen bærbar:
Eleverne betragter det som både naturligt, vigtigt og positivt at bruge computer på skolen. De synes selv, de er ret dygtige til arbejdet på computer. De bruger computeren meget til fremlæggelser, store og små opgaver notater mm Dog bruger en fjerdedel hverken computeren til lektiebog eller kalender. 88 % kan vedhæfte en fil, 55 % kan konvertere en fil. Mange er rigtig flittige brugere af deres mail, desværre er der dog også 13 % som ikke dagligt åbner deres mail og 9 %, som ikke selv mener, de har styr på deres mail.

Det tekniske:
Det er ikke noget problem for forældrene (ifølge eleverne), at de skal have en bærbar pc med. Eleverne giver udtryk for, at de bruger computeren i alle sammenhænge i undervisningen og de bruger den som et arbejdsredskab, der på ingen måde hindrer deres skolearbejde. 22 % af eleverne har dog oplevet at have problemer med deres computer, men for halvdelen har det ikke haft indflydelse på deres daglige arbejde.
Internettet:

Eleverne bruger Internettet flittigt 82 % siger, de bruger nettet i timerne. 42 % siger, at de også er på Facebook i timerne. Dette kalder på en holdningsdebat blandt os om, hvordan vi håndterer dette.

Mere end halvdelen af eleverne bruger Wikipedia som basis for de informationer, de søger på internettet. Dette kalder på, at vi lærer eleverne om kildekritik og at søge informationer i originaltekster. Skal dette aftales/organiseres?

Meget få elever vælger dog at kopiere materiale direkte fra nettet.

60 % bruger diverse musiktjenester og betragter det ikke som forstyrrende.

Skolens server:
Skolens server ser ud til at være en stopklods for elevernes arbejde. Ca. halvdelen har haft problemer med at logge på serveren og det har hæmmet deres arbejde. Serveren bliver brugt en del til opgaver og arbejde til og fra lærerne. Serveren bør også have vores opmærksomhed.

Eleverne bruger slet ikke Smartbook-notebook programmet, som vi ellers har mulighed for at give dem til brug i forbindelse med smartboardene. Skal vi gøre mere ud af, at de får dette installeret eller skal vi undgå at gemme i Smartboardnotebook.

Samlet om programmer kan siges, at eleverne bruger Word (eller andet skriveprogram) og Excel derudover bruger de kun sjældent andre programmer.

Informationsskærmen i Ouverturen:
Er ikke indarbejdet som en fast rutine, men er hen af vejen en god hjælp for mange elever.

Fritiden:
I fritiden bruger eleverne computeren til at se film. De synes ikke, det forhindrer kammeratskabet. De har et uproblematisk/ukritisk forhold til deres computer, idet de har et nært og nogen gange personligt forhold, og de mener ikke det forhindrer dem i efterskolelivet.

Når man spørger på tidligere oplevelser med It, er der en enkelt der nævner ”Fronter”, altså elevintranet som et brugbart redskab i hverdagen, som vedkommende savner.

Desuden bør vi i personalegruppen evaluere på de tiltag, vi har taget: 1: Der lukkes for serveren om natten. 2: En elev kan fratages sin computer, hvis vi mener, det hindrer deres nattesøvn mm.


Personalet


Personalet mener det er meget vigtigt for dem at bruge computer i arbejdet, disse udgør 89 %. Men en del, 26 % har fundet det problematisk at bruge egen computer på skolen. Dette har flere årsager bl.a. kan mac-brugere ikke printe på skolen.


63 % mener, at vores øgede brug af computere har nedsat vores forbrug af papir, men spørgsmålet er om dette holder i virkeligheden, altså kan det ses på papir/print-forbruget?

I vores arbejde bruger vi internettet meget, og vi finder meget materiale på nettet. Dette kunne også for vores del kalde på, at vi diskuter det kildekritiske moment.

Det trådløse netværk på skolen er dog alt for ofte så overbelastet, at man ikke kan komme på og dermed heller ikke komme på internettet. Dette er især til gene for personale, som lægger deres arbejde på arbejdspladsen og ikke tager det ud af huset, det kalder på, at vi gør noget aktivt for at forbedre dette. I disse tilfælde kan det være en hjælp, at man kan komme på serveren via de stationære computere, måske er det en ide igen at undersøge, om det skal være muligt at komme på skolens server hjemmefra og om serveren skal bevares, som det sikre alternativ.

Når vi oplever problemer med serveren, er det ofte dette, altså det trådløse net, som er problemet, netop at man ikke kan logge på 42% oplever problemer og 68% mener, at dette hindrer deres arbejde, i givet fald fordi dette så igen hindrer udprintning, at åbne og at gemme.

Skoleintra:
Skoleintra bliver en stadig større del af vores hverdag, men det er foruroligende: at 53 % af os oplever det svært at overskue strukturen. At 31 % oplever at dokumenter forsvinder og at 26 % stadig har problemer med at ændre, oprette og gemme dokumenter i skoleintra.

Den gamle mail vinder stadig over skoleintra, vi bruger den mere.

Det er mærkbart, at vi bruger computer til møde arbejde.

Smatboards:
Det ser ud til, at vi smertefrit har vænnet os til at bruge smartboards i stedet for tavler, en enkelt giver udtryk for, at det ville være rart med både tavler og smartboards. De fleste bruger stadig pennene til at skrive meget, men vi bruger også muligheden for diverse internet sider og notebook programmet på smartboardene. En del bruger muligheden for at åbne egne notebook produktioner.

Måske kalder tallene på, at vi får mere instruktion/inspiration til brug af smartboard, dette bør vi tale om.

Elevernes brug af computere:
Personalet finder det positivt med 64 %. Vi har slet ikke indtryk af, at det forhindrer kammeratskabet ej heller musiklivet. 31 % mener dog, at eleverne snyder os meget eller ret meget bag skærmen, kalder dette på en debat?

Computerkultur:
Der efterspørges en debat af vores brug af computere i vores fælles personalerum, ligeledes en debat om brugen af de nye bærbare. I det hele taget fælles retningslinier.

Personalets velfærd:
Vi bruger computeren ret meget i vores fritid, men tilsyneladende er vi gode til at holde fri fra den og dermed ikke opfatte den som en stressfaktor.

Afsluttende:
Vi ser en udvikling på skolen, som sker i meget høj hastighed, fra ingen computere - over et computerrum med bookningssystem og som nu: egne bærbare. Måske er de også snart passé og det hele foregår på mobilen, hvem ved. Men som personalegruppe føler vi fint, at vi følger med udviklingen. Smartboardene er et kæmpe skridt, som vi har taget til os uden problemer.

Konklusion:

På et personalemøde besluttes det som opfølgning på selvevaluering at:

  • Vi skal tale meget med eleverne om brugen af facebook og deres egen opdragelse omkring de forstyrrende digitale elementer. Klassens lærere kan med fordel i fællesskab melde deres holdning ud. Men vi skal også se på, hvordan facebook evt. kan inddrages i undervisningen.
  • Vi skal arbejde med et udvalg, der skal indrette en af klasserne som forsøg, bl.a. med henblik på hvordan klassen kan se ud med de digitale udfordringer.
  • Der arbejdes på at lave en ”kildekritisk uge”, hvor alle fag og undervisningssituationer bruges til at arbejde med kildekritik.
  • Vi arbejder til stadighed på at forbedre det trådløse netværk på skolen.
  • Vi arbejder for, at alle elever skal indstalere notebook programmet, så de kan modtage filerne.
  • Det ses som positivt, at vi har muligheden for at inddrage elevernes computer om natten som del af en læring.
  • Internettet skal fremover stadig slukke om natten, det er en hjælp for de elever, der glemmer tiden.
  • Selvom vi har indtryk af, at vi sparer på udprintning/kopiering er det, det direkte modsatte der er tilfældet. Vi skal lukke Personalemaskinen for elever, de der bruger mac må have mulighed for at printe andre steder. Det er rart at lave kompendier til eleverne, men det kunne være godt, hvis man ikke skulle køre alle sider med farver. Vi må i fællesskab begrænse forbruget af farver. Vi må også lære eleverne at bruge programmet one-note, hvor man kan tage noter i teksten.
  • Vi beslutter, at når vi sender mails til hinanden, har vi et døgn til at læse dem, dvs. vi skal på almindelige arbejdsdag åbne vores intra-mail en gang i døgnet, først derefter kan man have forventning om, at vi har læst det sendte.
  • Det undersøges, hvordan vi bedst kommer på kursus i skoleintra. Dels for begyndere dels for brugere.
  • Det vedtages, at vi ikke laver en computerfrie zone i lærerrummene, men vi bliver enige om at sidder man med sin computer på lærerværelset, må man forstyrres.
  • Det tilstræbes derfor også, at man ikke holder møder på lærerværelset.
  • De 4 nye bærbare computere er kun til personalet ikke til eleverne, er elevernes computere i stykker, må de selv finde andre løsninger.





 

Ollerup Efterskole | Svendborgvej 10 | 5762 V. Skerninge | Tlf: +45 62 24 24 19 | CVR: 19793192 | mail@ollemus.dk

foot_ba