|
Undervisningsmiljøvurdering 2006
Nedenstående vurdering er udarbejdet med baggrund i et spørgeskema med i alt 65 spørgsmål fordelt under overskrifterne:
- Undervisningen
- Samvær og fællesskab
- Sundhed
- Skolens indretning.
Eleverne har haft fire svarmuligheder på hvert spørgsmål: enig, lidt enig, lidt uenig og uenig. Spørgsmålene i skemaet er udformet af to lærere og to elever.
Undervisningen Mere end 3/4 af eleverne er enige i udsagn om, at de er glade for at gå i skole, glade for lærerne, at de lærer meget, at der er god stemning i klassen, at de hjælper hinanden og at de har lyst til at lære nyt. Kun én og på et enkelt spørgsmål to giver udtryk for at de er uenige i disse udsagn.
Spredningen i elevudsagnene bliver større, hvor spørgsmålene drejer sig om undervisningsformen. Nogle elever foretrækker "tavleundervisningen" nogle gruppearbejdet eller projektarbejdet, mens andre får mest ud af at arbejde selvstændigt med opgaver eller lektier. Der er dog kun to, som giver udtryk for, at de ikke får noget ud af gruppearbejdet.
Lærernes rolle opleves positivt, både når det drejer sig om at blive opmuntret til at tage del i undervisningen, at give hjælp og ros og at tage imod idéer til undervisningen.
Omkring vurderingen af lektiemængden er der ikke en helt klar tendens, men kun seks er uenige i udsagnet om, at lektiemængden er tilpas. Omkring 80% får for det meste lavet deres lektier til tiden.
Konklusion Der er blandt eleverne stor tilfredshed med undervisningens indhold, den atmosfære, undervisningen gennemføres i og den mængde lektier, som følger med.
Samvær og fællesskab 80-90% af eleverne giver udtryk for enighed i udsagn om, at de har det godt i klassen, på gangen, på værelset og i kontaktgruppen. Af disse fire muligheder har kontaktgruppen lidt mindre betydning end de tre øvrige.
Mobning, bagtalelse, drillerier og bliven holdt udenfor vinder i meget ringe grad indpas i fællesskabet, som derimod stimuleres af megen aktiv indsats fra en stor majoritet.
Konklusion Samværet og fællesskabet er her ved midten af skoleåret blevet så stærkt, at stort set alle oplever det som noget stærkt, positivt og konstruktivt.
Sundhed Der er generelt stor tilfredshed med maden og med mængden af måltider. Der er tilfredshed med at der er idræt én gang om ugen, men eleverne oplever ikke at blive i bedre fysisk form i løbet af skoleåret. Utilstrækkelig søvn opleves som et problem for mange, ligesom mange også giver udtryk for, at de af og til er syge, og at skolen giver dem helbredsproblemer. Der er 17 elever, som ryger ofte – af dem er tre begyndt, mens de har været på skolen.
Konklusion Det er det afsnit, hvor spredningen i elevernes tilkendegivelser er størst. Mængden af rygere og den kendsgerning, at de er blevet tre flere i løbet af året, giver stof til eftertanke, ligesom elevernes klare tilkendegivelse af, at de ikke får dækket deres søvnbehov.
Skolens indretning Eleverne er glade for klasserne med deres indretning og lys, og generelt oplever de, at bygningerne er rare og spændende at være i. De fleste er også tilfredse med stolene, men det er et af de steder, hvor der er spredning i besvarelserne. Det er der også, når talen er om udsmykning og grønne planter. Værelserne opleves også gode at bo i.
Konklusion Eleverne har generelt en god oplevelse af de fysiske rammer for skolens hverdag, og de virker tilfredse med de muligheder, som de forskellige lokaler giver.
|