Projektopgave forude!
Efter en tiltrængt vinterferie er det ikke den vanlige skolehverdag, som eleverne vender tilbage til. Det er derimod en uge med plads til kreativ sparring, fordybelse og innovative processer, når eleverne på kryds og tværs dykker ned i deres fremtid. Med overskriften “Min fremtid” har eleverne en uge til at fremstille et produkt, som viser noget om, hvad de går og tænker, når de skal fokusere på livet efter efterskolen.
Eleverne har kunnet vælge på tværs af årgange og klasser og har fundet sammen om det, der nu interesserer dem. Nogen arbejder som par, andre enkeltvis – og de største grupper er på maks. tre elever. I løbet af ugen vil eleverne og deres vejledere følge hinanden i processen gennem brugen af Google Docs, hvori der bliver noteret, reflekteret og kommenteret fra både elever og vejledere. Og mon ikke nogle af eleverne er så snusfornuftige at få lidt interviewaftaler i stand i løbet af vinterferien, således at de også kan bygge deres produkt på en viden, der er fremkommet gennem mødet med verden udenfor efterskolen? Vi håber på det og glæder os rigtig meget til at se hele flokken sprudle og fordybe sig i en proces, som med garanti vil gøre os allesammen både nysgerrige, kloge, forvirrede og trætte – men heldigvis også være en kilde til kreativitet og fordybelse.
Vi har lavet en lille info-hjemmeside til eleverne, hvori de kan læse lidt om gode råd, deadlines og lign. Den er på adressen herunder hvis du er nysgerrig 🙂