Skip to content

Introugen fløj afsted

Vi er allerede to uger henne i skoleåret, og inden minderne fra introugen falmer for meget, vender vi lige tilbage. I år var en særlig udgave af introugen, da den havde fået en ekstra dag – og dermed også fået plads til at vi kunne opleve flere forskellige fællesskaber i løbet af ugen. De første dage var selvfølgelig fyldt med en nysgerrighed på den nye roomie og den nye kontaktlærer, men i år fik klasserne også mulighed for at møde hinanden under andre forhold, end dem de møder i timerne. Der var således både pandekagebagning, stafetter og teamwork med klassekammeraterne på programmet og vi kan mærke at det møde er godt givet ud. Undervejs i ugen blev der også lavet OL for kontaktgrupperne, der blev lanceret den første caféaften, eleverne prøvede også en brandøvelse og blev i det hele taget klar til at blive efterskoleelever. For langt de fleste er starten på et efterskoleophold både en stor og udfordrende oplevelse. Der er nogen som bliver meget trætte, andre længes efter en kæreste derhjemme – og nogen går også og døjer med hjemve. Det er altsammen noget som vi gerne taler med eleverne om, og prøver at støtte dem så godt vi kan, hvis starten er svær. For langt de fleste er det dog en glæde at starte, og det lader også til at årgang 2016-2017 allerede har godt greb om efterskolelivet.