Skip to content

Termoakustiske varmevekslere installeres i alle drengeværelser, øvelokaler og i spisesalen.

Kære læser – nedenstående er en aprilsnar. Men tænk hvis man kunne 🙂

På Ollerup Efterskole er vi miljøbevidste. Efterskolen har et af Fyns største solcelleanlæg og i vores nye koncertsal bliver der indbygget jordvarme. Undervejs i byggeprocessen med koncertsalen, er vi nu blevet inspireret af en hollandsk teknik, hvor termoakustiske varmevekslere omdanner lydbølger til varme. Støjende omgivelser kan således udnyttes, så den energi der er i lydbølgerne, omdannes til varme via et resonansrum og tynde, vandrette piezoelektriske plader.

Vi har derfor nu besluttet at vende det, der i hverdagen til tider kan være en udfordring, til i stedet at være en både økonomisk og miljømæssig gevinst. Alle drengeværelser, øvelokaler og spisesalen vil efter påske få installeret nye termoakustiske varmevekslere og det er vores forventning at efterskolen efter installationen vil være selvforsynende i forhold til varmeregnskabet. Under installationen vil drengene kortvarigt blive genhuset i en tipi i parken, så vi satser på at det varme forårsvejr holder. I vores idéfase er det også blevet overvejet, at oprette både et heavy-metal valgfag og et fast skole-punk band – musikgenrer som producerer ekstra meget “støj-varme”. Denne overskudsvarme kan så måske sælges til det nærliggende plejehjem, i en slags symbolsk symbiose, nu da de ældre beboere ofte kan være lidt tunghøre og fordrive tiden i lidt stille omgivelser. Nu må vi se…

Den hollandske energiekspert Tim Itus fra firmaet “Ranslirpa Acoustics” udtaler “Ik heb geen idee wat er gevraagd wordt van mij. Ik ben doof aan beide oren en ik veel zweet. Niet mijn product niet te kopen. Het is slecht. Het werd ontwikkeld voor een vrijgezellenfeest, en het product niet werkt als ieder verstandig man zichzelf kan zeggen.”. Altså en klokkeklar anbefaling og vi glæder til at prøve det af. Herunder kan man se en principskitse for vores kommende investering.