Musik er grobund for fællesskabets ånd

Dette essay er en del af OEX-projektet “Hvor fanden blev ånden af”, skrevet af Clara Fernandez Kovacs. God læselyst!

Hvor fanden bliver ånden af, kan man spørge sig selv. Ånd er et så mangfoldigt begreb, at det kan være svært at sætte ord på, især fordi det er så uhåndgribeligt (hvis man ser bort fra ånden på flasken). Men jeg mener, at selvom man ikke helt ved, hvad den er, kan ånden mærkes. Nogle gange mærkes den tydeligt. Det kan være svært at mærke dens fravær, men når den er til stede, slår det en med det samme. Men hvordan kan ånd mærkes? Det er vidt forskelligt fra person til person og fra fællesskab til fællesskab. Jeg mærker ånd når jeg synger. Især når jeg sidder i Symfonien med højskolesangbogen og synger med de 116 andre elever på efterskolen. Jeg ved ikke hvordan den ser ud, eller hvad den tager form af, men jeg ved, den er der.

Jeg elsker når vi hver morgen skal samles i Symfonien og synge morgensang. I starten af året var jeg i tvivl om, hvad meningen var med disse samlinger. Hvorfor skal vi samles hver morgen, når vi alle er trætte og synger falskt, og synge sammen, mens lærerne på skift kommer og fortæller om deres barndoms glæder og bagateller? Efterhånden som jeg er kommet længere ind i efterskoleåret, har min kærlighed for fællessamlingerne groet. Det, at vi hver morgen mødes alle 117 elever plus lærere og er til stede, er den bedste start på dagen. Dels fordi man lige har 25 min ekstra til at vågne og overskue dagen, men også fordi vi alle mærker, at vi kan være fælles om noget. Jeg har næppe noget at gøre med alle 116 andre elever i løbet af min uge. Der er et par stykker, jeg endnu ikke har vekslet ord med, men selv de personer har jeg et stærkt bånd med, pga. alle de fortællinger vi får fortalt, og sange vi synger sammen. Jo længere året skrider frem, jo mere mening ser man i samlingerne. Så fatter man budskabet i lærernes fortællinger og lærer sangene at kende. Der er f.eks. forskel på, hvor stærkt ånden mærkes, når Mette vælger en sang ingen kender endnu, og når hun vælger “Sensommervise”. Men synger man sangen to-tre gange mere, begynder melodien og sidde fast, og rytmen følges, og så mærkes ånden i den grad.

For nogle weekender siden holdt OE gammel-elev weekend. I den weekend inviterer OE alle forhenværende elever til at komme og se skolen, snakke med gamle venner og bekendte, og synge fælleskor sammen. Vores årgang 19/20 var også velkomne til at blive på skolen, selvom det ikke var os, det handlede om i den weekend. Det er jeg glad for at jeg gjorde, for det er sjældent, ånden kan mærkes så stærkt, som man kunne lige denne weekend. OE-ånden svævede rundt i rummet, da alle 600 OE-elever, nuværende og forhenværende, rejste sig op i flok og sang deres hjerte ud til “Joy, Joy, Joy”. Kenneth strålede, klaveret spillede og alle omfavnede hinanden og svang fra side til side i takt til gospel-nummeret. Men hvad er det, der binder mig og en 35-årig 20-års jubilar med lille baby på armen, jeg aldrig har mødt før, så stærkt sammen? Det eneste, vi har tilfælles, er, at vi har gået på samme efterskole, men hun 20 år før mig. Det må vel gøre en kæmpe forskel. Vi har ikke haft nogle af de samme lærere, eller kammerater, der må have været nogle andre regler og valgfag og måltider og skemaer. Men selvom der er sket så meget på 20 år, har det ikke gjort særlig meget ved ånden. Ånden ligger i højskolesangbogen, den har vi begge sunget fra og nydt. Og ånden ligger i fælleskoret. Selvom hun ikke blev dirigeret af Kenneth dengang for 20 år siden, er sangen, stemningen og ånden den samme.

Skabelsen af ånd kræver fællesskab. Da vi for nyligt besøgte Den Frie Lærerskole, et lærerseminar for de frie skoler, som ligger på Sydfyn, for at tale om ånd, talte vi med en 4-års studerende, som havde mange gode pointer omkring ånd. Hun talte bl.a. om de Grundtvig-Koldske friskoler, som både OE og Den Frie Lærerskole er. Hun fortalte at de Grundtvig-Koldske fællesskaber er bygget op sådan, at der er plads til alle i fællesskabet, så længe de har lyst til at være med. Det giver god mening for mig. Et fællesskabs åndsnærvær kommer an på hvert individs vilje. Hvert enkelt individ skal ville fællesskabet. Ellers er det umuligt for fællesskabet at have ånd. På samme måde fungerer fællessang kun, hvis folk synger med. Så kommer det ikke an på, om man kender sangen eller ej, og hvorvidt man synger godt eller dårligt. Det handler udelukkende om viljen til at synge med og ikke evnen. For hvis ingen gad eller turde åbne munden og synge med på sangene og viserne, ville ånden ikke have grobund. Så snart der er glæde og lyst til at synge, trives ånden.

Jeg tror ikke, jeg har mærket ånd andre steder, så tydeligt som man gør på OE. Vi sang massere fællessang og havde musikaftener på min gamle skole, lidt ligesom når vi har caféaftener her på OE. Men dengang var man tvunget til at spille med ens klasse og sammenspilshold, det var de færreste, der stillede op med et fritidsband og gjorde det af egen fri vilje. Og lidt ala vores onsdagskoncerter, havde vi fællestimer, hvor der kom musikindslag fra alle verdenshjørner. Alt fra østeuropæisk folkemusik til gospel. Men der var ikke glæde i at få udvidet sin musiske horisont. Det var for mange en pinsel, at skulle sætte røven i det hårde gulv og lytte til nogle yderst dygtige musikere, der spillede noget musik, de aldrig i deres liv ville lytte til. Men hvorfor skulle det være sådan? Hvorfor kunne man ikke ændre sin indstilling, sin ånd, og tænke “Det er da det fedeste at lytte til polsk folkemusik” ? Måske vidste folk ikke hvad hensigten med fællestimerne var, for hensigten var jo ikke at kede os ihjel. Og måske var det fordi, at dem der talte højest havde en dårlig indstilling, og råbte “Fuuuck jeg gider ikke til fucking fællestime!”, og så var det den negative ånd, der spredtes. Stik modsat er det her på OE. Her mærker man lysten, en lyst der smitter, folk der danser, synger med, tramper med foden i takt til rytmen, og derudfra gror ånden.

Det er vel det, der binder mig og den 35-årige med barn på armen sammen. Vores glæde og lyst til at synge med på “Joy, Joy, Joy”. Så kan det godt være, at det kniber med at huske teksten, for dem der ikke har set Ollerup i årevis. Men det gør ikke noget, for det at de kommer tilbage på efterskolen, selvom det måske er langt væk både i afstand og i deres liv, viser at de har lyst. De har lyst til at synge med nogle mennesker, de måske ikke har set i mange år, eller aldrig har mødt. De har lyst til at lytte og danse til elektronisk musik, de aldrig har hørt. De har lyst til at omfavne en gammel lærer eller kammerat. De har lyst til fællesskabet. Nok kommer vi fra vidt forskellige OE-årgange, nogle vidt forskellige fællesskaber. Men sammen er vi en del at et større fællesskab, en højere enhed, en stærkere ånd. For musik skaber ånd, fællessang skaber ånd, og så må det passe, at jo flere der synger med, med glæde i hjertet og lyst i stemmen, jo stærkere bliver ånden.