“Er der ånd uden bevis?” af Johs Skriver Frederiksen

Når vi omtaler vores krop, siger vi dette er mine ben, hænder og arme. Helt instinktivt ved vi at kroppen er noget vi har og ikke er. Vores krop er noget vi bruger. Fjernelse af blindtarmen ændrer jo ikke vores personlighed, eller gør os til mindre hvem vi er. Men hvis vi ikke er vores krop, hvad er vi så? Er vi vores sind? I sindet husker vi fortiden i mentale indtryksbilleder, men er det overhoved os der husker? Hvem ville se på billederne, hvis vi lukkede øjnene? En intelligens? En bevidsthed?

Ikke helt sikker. Ikke helt sikker på noget i virkeligheden. Nærmest kun på at vi er mennesker af relative opfattelser af hvordan virkeligheden, herunder åndsvidenskaben forholder sig, som under hele livet kun derfor kan beskæftige sig i efterstræbelse af ideernes verden og reflektering i det ubeskrivelige for at udvide forståelseshorisonten og i forhold til reflektering af ånden: Kroppens, sjælens og åndens univers til at udelukke begrænsninger for intelligens og evne til at åbne en åndelig frihed, der afklarer omfattende sider af tilværelsen, som ikke kan beregnes med lineal og vægt, som naturvidenskaben den kan.

Tværtimod mener jeg, det kræver en måling ind i sig selv ved hjælp af sig selv, for at finde frem til sig selv eller sagt på anden måde: Sin ånd.

I min bog er smagen af ordet ånds betydning svær at definere i sur og sød, da jeg til dels ser åndsbegrebet stamme fra forhistoriens tid til udelukkende forklaring af det uforklarlige, da nogle af nutidens forklaringer alt efter kilde er en smule overtroiske og gakkede, som kunne fortiden have sagt det, samtidig med en nok stærkest tro på, at ånden er vores følelser, der bor i os og møder os, hvor kærligheden for mig er den største, hyppigste og tættest beslægtede følelse af ånd der eksisterer i os, og mærkes af os. En følelse jeg mærker i f.eks. efterskoleånden, hvor der er kærlighed gennem interaktion og fællesskab af følelser vi giver og ofre af os selv til en bedre kollektiv tilstedeværelse i tilværelsen, som mærkes, men ingen rigtig ved hvordan skal beskrives.

Det er som om ingen ligesom rigtig snakker om det. Men måske er det fordi, ånden ikke skal beskrives og snakkes om.

Jeg tror nemlig en del på at hvis man havde ord og bevis på åndens eksakte betydning, så ville ånden ikke have den samme effekt, som hvis man lod troen styre grænserne, for hvad ånden kan. For når man maler et normativt billede af ånden af ord, sidder fantasien og magien i min optik i klemme, hvilket gør jeg derfor på en måde i virkeligheden tror ånden er størst i og imellem, hvad vi mindst kan beskrive, men tror mest på er i, fordi ordene ligesom ikke er der til at modvirke. En smule lidt som vores tro for julemanden.

På et eller andet plan ser jeg ånden som en altafgørende trosretning i tilværelsen, der er grundlag for vores eksistens, da tro bliver til virkelighed, jo mere vi tror på det er virkeligt, hvilket er tilfældet for ånd efter min opfattelse. Jeg tror stemninger er troens værk, og tror åndsbegrebet dækker over en stemning af følelser, ligesom julemanden et begreb, som indbefatter og dækker julens stemninger, der binder os sammen og derfor er vigtigt at tro på i livet. Jeg mener at sige stemning af følelser, betyder det akkurat samme som at sige stemning af mennesker, da jeg ikke ser mennesket som fysiske kroppe, men interagerende levende følelser af tro på ånd som stemninger af følelser iblandt dem. Jeg tror et eller andet sted på vi er ånde med sind, der beror kroppe.

Tør du tro ånden større?