“At strikke”

Af Mathilde Tengberg Pallesen

At sidde i en god stol og strikke, er noget man gør, hvis man er en gammel hvidhåret dame.
Eller hvis man er mig. Jeg gør det tit. Og jeg nyder det! Når du først vælger det helt rigtige, bløde garn og slår de første spæde masker op. Det er som at plante et frø.
Så begynder du at strikke og strikke, måske i flere uger (hvis man, ligesom mig, ikke har prøvet det før). Du vander og passer frøet. Og til sidst, når du står med en sweater i hånden eller når frøet er blevet til et træ, føler du, at du har givet verdenen et stykke af dig, som ligger i den her ting. Et stykke af din sjæl er blevet materialiseret, men du føler samtidig, at du ikke har mistet noget, men derimod er blevet mere fuldendt.
Sådan føler jeg i hvert fald det er, at skabe noget. Egentligt uanset hvad det er. Om det er en tegning eller et hjemmelavet robot køleskab der selv kan gå på indkøb. (Ikke at jeg har bygget sådan et). Men det er den samme følelse… tror jeg.

Jeg strikker, når jeg vil. For det meste. Men det kan være svært at slappe af i det, når du sidder på en cafe og hygger dig medn dit strikketøj, og der så kommer en gruppe unge piger og drenge ind og sender dig det samme blik som de sender deres bedstemødre, når de er på te-og-tørre-kiks besøg, en hellig skærtorsdag.

Det virker på mig som om de virkelig synes det er stenet eller underligt at strikke, eller bare i det hele taget, at have noget at gå op i.
Men så tænker jeg, at det måske har noget at gøre med dem selv? Er de i virkeligheden selv bange for, at udfolde sig og skabe noget? Er vores samfund og vores normer skruet sådan sammen, at vi ikke kan udfolde os og skabe, fordi vi endelig ikke må stikke ud? Eller fordi vi skal passe ind i samfundets ”vi skal alle være den samme” skabelon? Jeg bliver tit i tvivl om andre unge går rundt og undertrykker dem selv og deres skaberlyst, fordi de skal passe ind.

Men hvorfor er det sådan? Er folk virkelig så bange for at være originale? Bange for at stikke ud og ikke være en del af normen? Er de bange for, at være dem selv? Var vores bedsteforældres generation kun underudviklede, eller fik de noget med som vi har misset? At have et håndværk. At skabe noget med hænderne og at sætte pris på det.Det er mit indtryk, at specielt hos unge, er det virkelig enten sejt eller virkelig mærkeligt at lave noget originalt. Tænk engang hvis alle turde folde sig ud og være dem selv og arbejde med det de virkelig brænder for. Hvis ingen skulle formes af samfundsnormernes kantede hænder, til at “passe ind”.
Da ville jeg kunne sidde, afslappet og strikke min sweater, med andre skabende mennesker omkring mig. Uden at føle mig, som en være en gennem-støvet olding. For jeg er ikke en gammel hvidhåret dame. Men jeg er heller ikke lang fra. Jeg er ung og blond.

Photo by Margarida Afonso on Unsplash