- I spiser sammen hver dag
- Møde hver uge
- Bor på samme gang
- Tager på ture sammen
På mange måder er kontaktgruppen din familie på OE. I spiser sammen hver dag, I har værelser tæt på hinanden og I har et kontaktgruppemøde med jeres kontaktlærer hver onsdag. I Introugen tager I på tur sammen og I har i det hele taget mange oplevelser sammen – både når det er sjovt og hvis tiden på efterskolen giver udfordringer…
Kært barn har mange navne. På andre efterskoler hedder det måske teams, husgrupper, familiegruppe eller fællesgruppe – på OE hedder det kontaktgruppe. Det er fordi vi har noget for med hinanden; vi vil gerne i kontakt. Alle elever på OE har enten 7 eller 8 andre elever i deres kontaktgruppe, og så har de en kontaktgruppelærer. Der næsten lige mange piger og drenge i gruppen og der er både elever fra 9. og 10. klasse. På den måde så prøver vi at sammensætte grupper som kan tilbyde forskellige syn på verden.
Kontaktgruppen laver mange ting sammen. De spiser sammen tre gange om dagen, de bor tæt sammen og så holder de møde hver onsdag. Her tager man ofte en status på hvordan det går på skolen, eller også mødes man med den anden kontaktgruppe som man er i team med. Kontaktgruppen bliver således ofte den faste base; der hvor man går hen for at finde en at spille brætspil eller musik med, eller der hvor man går hen for at snakke, hvis der er ting som driller enten derhjemme eller på efterskolen.
Når efterskolen inviterer til forældresamtaler i foråret, så er det også med kontaktgruppelæreren. På den måde synes vi at kontaktgruppen er med til at skabe sammenhæng i din efterskolehverdag og den giver dig et rum hvor du både kan føle dig tryg og bevæge dig ud på nye eventyr.