Skip to content

  • Musikfag giver musik i dybden
  • Små hold giver tid til alle
  • Flere stilarter

Når du starter på OE, så starter du samtidig i skolens fællesskor og på et af efterskolens sammenspilshold. Det betyder at du sammen med andre kommer til at opleve det forpligtende fællesskab, som er et af hjørnestenene i et musikalsk liv. Her kommer vi til at inspirere hinanden, skabe ny musik sammen og skrue helt op for volumen.

På OE skal du have et musikfag hele året. Det er her du spilelr sammen med andre elever og henover året gennemgår en stor musikalsk udvikling.

Nedenstående musikfag har vi tidligere udbudt, men de kan variere fra år til år, alt efter hvad elevholdet og lærerne brænder for.

Vokalgruppen

Vokalgruppen er et ”sammenspilshold” for piger, der gerne vil synge i et tæt og intensivt flerstemmig rytmisk kor – uden en rytmegruppe i ryggen. I vokalgruppen arbejder vi med at indstudere korarrangementer for 3 og 4 stemmer inden for forskellige rytmiske genrer. I løbet af skoleåret vil vi også bruge tid på improvisation og mikrofonteknik. Vokalgruppen optræder ofte i forbindelse med fælleskorets koncerter i Danmark og på vores turné.

Studie

Her lærer vi studiet at kende, både software og hardware. Vi arbejder i skolens studie, hvor du lærer udstyret at kende. Programmet er Pro Tools, og så er der alt det andet, så som krydsfelt, outboards, mikrofoner osv. Et teknisk fag, hvor vi arbejder med optagelse af bands og solister. Her arbejder vi frem imod udgivelser på OE Records. Derudover arbejder vi med den digitale mixer og laver live lyd med front og diverse monitorer til nogle af skolens koncerter.

Ny folkemusik

I disse timer vil vi beskæftige os med både den traditionelle folkemusik og den nutidige mere moderne stil. Vi vil spille kompositioner af kendte og mindre kendte komponister og der vil være stor fokus på at spille sammen, kende traditionerne i musikken og lytte til hinanden. I dette fag vil der også være fokus på at skrive sin egen musik. Der vil, i løbet af året, være mulighed for at spille musikken for resten af skolen.

Klassisk orkester

På dette hold bliver der arbejdet med alment orkesterspil inden for den klassiske verden. Vi kommer til at arbejde med standard klassisk repertoire men vi tager også fat i lidt filmmusik. Der vil være mulighed for at komme til at dirigere orkesteret hvis man har en dirigent gemt i sig. Klassisk ensemble er et af de orkestre på skolen som spiller flest koncerter og sammenholdet og sammenspillet plejer at være helt i top.

Big Band

Big band er en rytmegruppe med blæsere (standard er 5 saksofoner, 4 trompeter og 4 basuner). Det er dog ikke altid at vi kan udfylde alle pladser. I bigbandet spiller vi jo bigband musik. Det er lidt en egen genre, men så er det slet ikke det alligevel. Big band musik indeholder mange typer jazz, funk, soul osv. Vi tager udgangspunkt i noder, men der er også rig mulighed for at få improviseret.

Band

I Band arbejder vi med at spille sammen og fungere som en gruppe. Vi arbejder på at få en god fælles lyd og bevidsthed om de forskellige instrumenters rolle i bandet. Vi vil bevæge os i forskellige stilarter, og der vil være mulighed for at udforske originalmusikken.